Nabatæer

Nabatæer kaldtes af grækere og romere et folk i det nordlige Arabien på grænsen af Syrien, som fra Alexander den Stores dage havde jævnlig berøring med disse folk. I de foregående århundreder var nabatæer ofte kommet i forbindelse med assyrerne, der kaldte dem nabatai og førte flere krige med dem. Straks efter Alexanders død hører vi om nabatæer, at de foretog et angreb ind i Syrien, hvorfor Antigonos foretog et felttog imod dem. Siden førte nabatæer oftere krige med syriske fyrster, med jøderne og senere med romerne, men ellers var de meget modtagelige for græsk civilisation. Et vidnesbyrd herom er blandt andet de mærkelige arkitektoniske levninger, gravbygninger og lignende, som findes i Petra og længere inde i Nordarabien, blandt andet ved Medain-Saleh. Der ses her også en del indskrifter, affattede i en gren af de aramæiske sprog. Pompejus var (64) den første romer, der bekrigede nabatæer, og Trajan gjorde 106 ende på deres rige.

Nabatæer var et driftigt og velhavende folk, som samlede sig rigdomme ved deres udstrakte karavanhandel gennem Nordarabiens sletter. De besad af og til Hauran, ja Damaskus, således i de nærmest efter Pauli omvendelse følgende år (2. kor. 11). Araberne fortæller også om nabtæer, men i forbindelse med Babylonien. De taler også om en litteratur blandt nabæer.